Det er efterårsferie, og jeg har egentligt muligheden for at beholde alle 3 børn hjemme.. Men næ nej, sådan er livet bare ikke med kroniske smerter.. Jeg er så træt af det, det gør ondt helt dybt inde i mig når jeg aflevere mine 2 piger lige i den her uge.
Tankerne suser omkring ørerne på mig, hvad tænker andre dog ikke om mig, hvor er jeg dog en dårlig mor.. Men hvorfor kunne jeg dog ikke bare i stedet tænke, det er jo bedst sådan her!
I dag har jeg ondt, som i rigtig rigtig ondt, men havde allerede i går lovet Carla at hun måtte komme med over og hente Kenneth over ved Morfar.
Den mindste lyde, den mindste berøring har bare føltes som smerterne bare ingen ende vil tage 🙁 det dejligste knus fra mine børn, det føltes bare som om de vil slå mig ihjel.
Den mest kærligste berrøring og nussen fra min mand, føltes som knive og som om min hud er ved at brænde op..
og hvordan finder man så overskuds moren frem, som jo havde lovet at lave boller, og også lovet Kenneth at hjælpe ham i gang med brodere osv. det er SÅ svært, og øv hvor bliver min familie bare straffet pga den dumme latterlige sygdom.. !!!
Sorry havde bare brug for luft 🙁