Det er nu ved at være cirka små 3 år siden at jeg fik fortaget en fedme operation.
Det sker efterhånden ofte, at den type operationer er i mediernes søgelys. Det store spørgsmål er jontit og ofte, om de kunne have været gjort noget andetdet Jeg er selv kommet lidt frem til den konklusion at man har ikke “nødvendigvis” vundet kampen over ens overvægt. Det er nemlig tit og ofte sådan at mange af de mennesker som har fået en fedme operation, de viser sig også at lide af at være over spiser. Mange overvægtige spiser også med følelser, det vil sige at hvis livet går en på, så for man det psykisk dårlig, så trøste spiser man sig igennem en helt plade Marabou. Så selv om man er fedme opereret i maven, er hovedet ikke nødvendigvis “med-opereret”
Da jeg blev opereret den 24 november 2010, var jeg klar på et nyt sundere liv. Virkelighedens verden er dog en helt anden. Jeg tabte mig til at starte med ca. 70 kg. livet blev bestemt nemmere med min krop og jeg nød at havde kroppen i gang.
Desværre mærker jeg tydeligt den dag i dag, at jeg rent psykisk ikke har været klar til den operation. Hvis noget gør ondt inde i mig i dag, er den letteste løsning stadig at køre en hel Marabou ind i hovedet, problemet er bare det, at det kan min lille nye mave slet ikke holde til…
Men hvad skal man så stille op? Hvordan skal man kunne erstatte den bedste ven man har haft gennem hele ens liv.

I morgen fylder jeg 31 år, jeg burde kunne være mig selv. Men kampen imod en helt klasse som tydeligvis hader en, en i familien som gør alt for at få mig til at se dum ud!

Dengang det var den tykke Liselotte inden i min krop, bekymrede hun sig ikke om hvad andre syntes og mener, nu kan hun slet ikke få lov til at være sig selv…